Frihed til at være fri

[Alessa Stevie Da Silva]

Staldene var nogenlunde tomme, undtagen for hestene, og de fleste af dem sov, Stevie havde allerede valgt sin hest, dens navn var Lucas, den havde en lille skavank, den var ekstremt bange for ting der kom i nærheden af hans venstre øje, det var nok det Stevie elskede mest ved hesten, det at den ikke var perfekt og majestætisk, men mere at den var naturlig og realistisk og så havde den en perfekt beige brun farve med lys blond man og hale, hun havde været der nede i stalden et par gange før, da det var det eneste sted man kunne få nogenlunde fred da folk som regel holdt sig til sociale områder. Stevie var iført en lille nederdel der gik hende til lige under knæene, et løst skørt i en lys pink farve der klædte hendes blege hud på en underlig men ekstremt flot måde, hun frøs ikke så meget selvom det var koldt, men det var normalt hos hende. Hun kiggede lidt rundt inden hun i sine lange sorte stramme gummistøvler købt specielt til at være i nærheden af heste, de var en god kontrast til nederdelen, på overkroppen havde hun en langærmet bluse der lignede en todel bluse, af en art, den havde nogle mørkeblå ærmer fra albuen og ned af og rundt om hendes tommelfinger, og på resten af overkroppen var den en meget mørk brun, på en underlig vis passede sættet sammen. Hendes helt vildt lange sorte hår hang løst ned af hendes ryg, ned til hendes hofter, det var helt glat, og fulgte let vindens mønster, hun lod en hånd glide op af hestens hals, og smilte roligt for sig selv.

[Edward Van der Archibald]

Ikke langt fra staldene kom en ung fyr gående. Han var iført et par ganske almindelige cowboy bukser og en t-shirt som sad ganske tæt på hans en smule splejsede overkrop. Edward var hans navn, dog var der ikke mange der ikke mange der kendte noget til ham, da han havde det med at holde sig for sig selv, hvis det var muligt. Han havde dog valgt at endelig forlade værelset lidt, for at få noget frisk luft og bare slappe lidt mere af i rolige omgivelser. Han var ikke just genert, men for mange mennesker fik ham til at føle sig underligt tilpas. Han nød stilheden og alligevel var der for stille, en af grundene til at han valgte at gå mod staldene hvor der trods alt var hestenes vejrtrækning. Han kom stile ind i stalden - mest for ikke at forskrække hestene.

[Alessa Stevie Da Silva]

Stevie stod i sine egne tanker og kælede med hesten, en børste i den ene hånd for nogen gange at børste ham, det var nok den bedste hest nogensinde, hun havde aldrig følt sig tættere knyttet til et så stort dyr, de ville normalt skræmme hende, men nu var hesten jo også en smule skræmt så det virkede normalt at de to bange personligheder fandt hinanden. Hun smilte let til hesten og hviskede stille "jeg vil gerne ride lige nu, men jeg er bange for at vække nogen, så en anden gang smukke" smilte hun stille til hesten, og klappede den stille på maven og nussede videre, det var noget af det mest afslappende at nusse og børste en hest, hestens dybe vejrtrækninger var beroligende i hendes ører, og hendes hænder havde hele tiden noget at lege, hvilket også var et stort plus.

[Edward Van der Archibald]

Edward trådte helt ind i stalden og så sig omkring. Han smilte lidt for sig selv, egentlig ledte han bare efter hans tvilling - han vidste endnu ikke at han befandt sig der, så derfor var der ikke mange der kendte til at Edward var Edward og ikke Matthew. Han blev tit forvekslet og det kom som et chok hver gang for folk - det var jo stortset identiske. Han hørte en lyd inde i stalden og så sig derfor om endnu engang "Er her nogen?" spurgte han ud i tomheden, mens han blev ved med at se sig omkring. Han gik lidt længere ind for at se om han kunne se nogen, men han kunne ikke rigtig få øje på nogen.

[Alessa Stevie Da Silva]

Stevie kunne ikke lade vær med at hoppe da hun hørte en stemme, hun gik med det samme ned i hug, og håbede at drengen ikke havde set hende da hun var hoppet, hun håbede lidt han ville forsvinde, og gemte sit godt indtil da, hun var ikke god med mennesker, desværre kunne hun høre at han blev ved med at kigge. hun kiggede omkring sig og et lille hø strå gled under hendes næse, hvilket kildede umådeligt meget, og gjorde at hun kom til at nyse før hun kunne gøre andet ved det, den lille stald i bunden langt væk fra indgangen hvor Lucas boede blev pludselig meget støjende, Stevie kunne ikke lade vær med at smide sin hånd mod sin pande og føle sig dum, hele meningen med at gå ud i stalden var jo at hun skulle væk, væk fra mennesker der var nysgerrige, hun havde jo knapt snakket med sin værelses kammerat.

[Edward Van der Archibald]

Edward hørte mere støj og gik i retningen af det, da han fik øje på en pige. Han smilte et forsigtigt smil "Hvad laver du herude helt alene?" spurgte han høfligt og hans smil blev lidt mere skævt - han lød ovenikøbet meget ens med sin identiske tvillingebror. Hans hår sad lidt strittende som altid så hans mærke var meget tydeligt. Han gik helt hen og smilte igen "Sjældent man ser nogle alene herude, synes jeg" tilføjede han høfligt

[Alessa Stevie Da Silva]

Stevie kiggede på drengen, hendes øjne store og skræmte over at han snakkede til hende, som regel blev hun ignoreret, hun kiggede på ham kort, og rejste sig så op igen, hendes lange hår faldt glat ned mod hendes ryg og lidt foran hendes skuldre, og pandehåret landt foran hendes pande og dækkede for mærket, så det næsten var utydeligt hun kiggede på drengen igen, og vidste ikke hvad hun skulle sige andet end "min hest" hun var ikke den snakkende type, især ikke når hun var bange for drengen, han ville garanteret mobbe hende ligesom alle andre altid gjorde, i hvert fald på hendes gamle high school, de kunne ikke lide hende, og hun var også meget anderledes, så det ville helt sikkert gå galt her.

[Edward Van der Archibald]

Han smilte roligt "Er der den der?" spurgte han høfligt og venligt - han var langt fra typen der mobbede - han blev trods alt selv mobbet over sin meget nørdethed i skolen han gik på før - en af grundene til at han følte sig en smule utilpas sammen med for mange. Han smilte et skævt og roligt smil til hende "Der er ingen grund til at være skræmt, jeg gør ingenting" sagde han roligt og meget sandfærdigt - han lignede nu heller ikke ligefrem typen som gjorde nogen noget overhovedet. Det var under hans meget nørdet værdighed

[Alessa Stevie Da Silva]

Stevie holdt sig fortsat på afstand. Hendes øjne skannede drengen "det er jo ikke min, min hest, men den føles som min" allerede det følte Stevie at hun havde sagt alt for meget, hun kiggede på drengen og hev fat i en tot hår som hun legede med, med de lange blege fingre, hun kunne ikke lade vær med at være bange, det var ren og skær vane, men hun ville ikke svare på hans kommentar, så ville hun bare virke over skræmt, og dog hvis nu hun ikke svarede så ville han jo tro hun var meget bange, men hun kunne komme til at sige for meget.

[Edward Van der Archibald]

Han smilte varmt "Der er ikke noget galt i at føle det" sagde han roligt og smilte igen lidt mere skævt. Han studerede hende lidt, og fandt det faktisk en smule kært at hun var skræmt af ham - selvom det var synd for hende, der var jo ingen grund? Han gjorde ikke en flue fortræd - eller jo, men kun hvis de irriterede ham. Fluerne - ikke mennesker eller lignende. Han så sig omkring for at finde noget han kunne læne sig op af, for at virke lidt mere afslappet - det var han jo, men at stå op var et sted meget anstrengene.

[Alessa Stevie Da Silva]

Stevie kunne ikke lade vær med at virke lidt sur over den måde han blev ved med at stirre på hende, hvem vidste hvad han lavede inde i sin hjerne. Hun gik hen til hesten og aede den lidt igen, den havde reageret uroligt da hun havde fået et chok. Hun kiggede lidt på drengen "hvorfor glor du så meget på mig egentlig?" desværre var flabbetheder det eneste hun ikke holdt igen med, han kunne få rigeligt af dem, det var bare svært at holde en samtale kørende på kun flabbetheder troede hun i hvert fald.

[Edward Van der Archibald]

Han så ned "undskyld, det er bare. Jeg synes at det er kært på en lidt underlig måde, at du er så skræmt over mig" sagde han med et stille, skævt smil. Han var vant til at være ærlig hvis folk spurgte ham om nogle ting og han lagde intet imellem, selvom det kunne være voldsomt pinligt til tider, fordi nogen ting er bare noget man holder for sig selv, mens andre ting er lidt mere ligegyldige. Han så forsigtigt og kort op igen, for at se hvad hendes reaktion var til, at han egentlig var så åbenhjertet og sige direkte - selvom han først lige havde set hende, at det var kært på en underlig måde at hun var skræmt

[Alessa Stevie Da Silva]

Stevie kiggede på ham med store øjne, kært?. Hun havde aldrig i sit liv fået en form for et kompliment, det var en sjov følelse, hun kunne mærke varmen i sine meget blege kinder, der pludselig blev en dyb rød, hun kiggede ned, hvorfor havde hun gjort så meget opmærksom på sig selv, det var ikke noget hun havde lyst til, kunne hun ikke bare have skjult sig alene. Hun savnede de simple dage hvor hun kunne være lige hvor hun ville uden at folk sagde noget, hun sagde intet til hans kommentar, men kiggede væk og håbede at blodet i hendes ansigt ville forsvinde så hun ikke rødmede så stærk, men en gang skulle jo være den første.

[Edward Van der Archibald]

Edward smilte venligt og mente bestemt at hendes rødmen kun gjorde det mere kært, men han ville ikke sige det - da han havde set hendes reaktion bare på at han havde sagt det kært at hun var en smule bange for ham. Han stod igen og studerede hende lidt, men denne gang mere ubevidst. Han så derefter ned i halmen på jorden igen, og vidste ikke helt hvad han skulle sige. Efter en lang pause så han op igen - han var nød til at kommentere hendes rødmen - det var for kært "Du rødmer, det er sødt. Du skal ikke skjule det" sagde han med et meget let og varmt tonefald. Edward var altid meget positivt indstillet og han var sommetider også den lidt mere drømmende, nørdede type - hvilket gjorde ham upopulær nogle steder.

[Alessa Stevie Da Silva]

Stevie smilte ikke, hun var flov over det der skete, hun snakkede lidt med ham, og nu rødmede hun over en person der stod og sagde det, hvad var det for en følelse, var det rent faktisk noget med at hun ville snakke med en person, hun foretrak at være helt alene og ikke snakke med nogen. Hun kiggede på ham mens han studerede hende igen, hun grinte skævt til ham, og kiggede væk igen, stadig med en rødmen i kinderne. Dog da han kommenterede hende igen, hun kunne ikke lade vær med at blive lidt utilfreds, hun hadede også at være kær, det var irriterende, hun kiggede på ham og skulle til at sige noget, men var bare bange for at få at vide at hun var kær igen, hun kiggede hen på hesten og rykkede hen mod den og holdt om mulen og nussede ham, de havde skabt et bånd, og hun holdt af den.