Værelse 8 - Stadig ingen værelseskammerat?

[Edward Van der Archibald]

Dagens undervisning var endelig ovre, og nu var det bare tid til at slappe af og nyde fritiden, indtil sengen endnu engang kaldte til ro. Edward gik stille og roligt mod sit værelse, hvor han stadig bare var ham, da der ingen værelseskammerat var kommet til ham endnu og stadig ikke tydede på at der ville komme foreløbig - noget der på en måde ikke generede ham, da han jo så havde værelset for sig selv, men på den anden side kunne det blive voldsomt kedeligt bare at sidde og stirre i et halvtomt værelse. Han nåede hen til døren og fik fundet sin nøgle, for at låse op, hans plan indtil videre var at få ryddet op, da han havde en dårlig vane med at rode lidt for meget, hvis han havde pladsen til det. Han åbnede døren og så derefter omkring inde på værelset, en bevægelse der blev efterfulgt af et opgivende suk - der var virkelig meget der skulle ryddes op og hvis Matthew også ville komme efter timerne idag, så skulle der i den grad gøres et eller andet, dette kunne end ikke han holde ud til at se på. Hans seng som stod i den ene side af værelset rodede med diverse annoncer omkring steder der manglede skuespillere eller statister og andre ting fra blade som han havde været ved at klippe ud. Nedenfor sengen lå hans halvfærdige lektier som han havde været ved at lave da han var stået op, fordi han altid vågnede alt for tidligt, samt hans tøj fra dagen derpå, som bare skulle vaskes. Det var bare ved hans seng, for ikke at tage om hans skrivebord, som rodede med andre lektier som var færdige, men ikke afleveret endnu og nogle skolebøger der ikke havde været brug for til dagens timer. Han sukkede endnu engang opgivende, han skulle virkelig til at tage sig lidt mere sammen, han rodede aldrig derhjemme, hvorfor var dette så så anderledes? Han skulle også have fundet ud af hvad han skulle klædes ud som til Halloween festen, nu hvor han ubevidst havde inviteret en med dertil - egentlig ville han helst have været fri fra at tage til det, men efter at have spurgt hende glædede han sig på en underlig måde. Han gik ind på værelset og lukkede døren efter sig, for at kunne begynde den kedsommelige oprydning.

[Matthew Wyatt Van der Archibal]

Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro det var en zombie der gik ned af gangen på Nattens Hus. Skikkelsen ænsede ikke folk omkring ham, og det var nok også meget godt, for de blikke og kommentarer han fik, var ikke ligefrem venlige, men nærmere hånlige og spottende, og langt de fleste havde noget med ’stikker’ eller ’rotte’ at gøre. Men der var kun en tanke i Matthews hoved, og det handlede om Victoria, og det faktum at de skulle følges til Halloween festen, for ikke at snakke om at hun havde rørt ved ham, hvilket havde resulteret i at han besvimede. Han havde gjort mange pinlige ting i sit liv, men det stak virkelig alt. Han havde praktisk talt ikke kunne se hende i øjnene efter det.. Ikke at han havde kunne det før, men det var princippet i det. Men nu var han i det mindste kommet væk, og kunne tænke det hele igennem. Ikke fordi han ikke kunne lide hende! Men bare fordi at hans tanker gik fuldstædigt i sort når hun var der, men det var også fordi hun var så pæn, og så var hun populær. Han fattede stadig ikke hvorfor hun overhovedet havde snakket med ham, og rørt ham. Bare tanken om da hun tog ham i hånden, fik det næsten til at svimle for hans blik igen, men han holdt sig ved bevidsthed, for han havde ikke tænkt sig at give de andre elever mere grund til at mobbe ham. Det orkede han ikke. Det blev svært nok at skulle ankomme til festen med en pige, uden de hånlige kommentarer, men hvis de så også var der, så var han ikke sikker på han ville komme mere end et skridt indenfor døren, inden han løb sin vej igen så hurtigt han kunne.

Der var nu én ting han havde set frem til et stykke tid nu, og det var at han skulle se Edward, for første gang længe, og han havde altid haft et tæt forhold til sin bror, så det havde ikke været nemt at være et helt nyt sted uden ham, men nu vidste han da, at han var her, og hvor han boede på værelse. Det gjorde ham lidt mere rolig, især fordi hans snart var der. Han dobbeltjekkede værelsesnummeret, inden han bankede på, for han ville nødigt forstyrre hvis det nu var et forkert værelse. Det ville simpelthen være for flovt. Han ventede utålmodigt på svar, for han brød sig virkelig ikke om at være ude på gangen for længe. Der følte hans sig for usikker.

[Edward Van der Archibald]

Edward stivnede fuldstændig, da han hørte at det bankede på døren – værelset lignede jo stadig noget der lige var blevet bombet og nu stod han der helt sikkert – hans bror som han virkelig havde savnet, fordi de altid havde været så tæt knyttet til hinanden. Han så sig febrilsk omkring, men det nyttede ikke noget – rodet forsvandt bestemt ikke af sig selv og nu var tiden gået. Det var egentlig underligt at han var så perfektionistisk med at hans værelse var i orden, selv når det bare var hans tvillingebror der kom på besøg. Hvorfor irriterede det ham så inderligt at værelset rodede så meget som det gjorde, når det kun var Matthew som nu stod udenfor døren og bankede på? Det var ikke spørgsmål han selv kunne besvare, og det generede ham ligeså meget, som rodet.
Han vred sig lidt, efter hans krop havde været stivnet og tankerne havde flydt, før han rettede på hans tøj der sad fuldstændig forvredet af hans løben frem og tilbage i værelset for at rydde op. ”Lige to sekunder” råbte han, da han lige skulle have fjernet de ting han nu havde lagt hen foran døren for at få nogle ting langt under dem. Han fik det hurtigt fjernet, og derefter rejst sig op og fik så langt om længe åbnet døren. ”Hey Matti” sagde han med sit almindelige og lidt skæve smil ”Undskyld der roder noget så forfærdeligt, men jeg kom sent fra time, så nåede ikke mere” undskyldte han hurtigt, inden Matthew fik øje på hans rod på gulvet og sandheden var at der faktisk rodede mere nu, end da han kom fra time, fordi han havde været nød til at endevende næsten hele værelset bare for at kunne få de andre ting til at være der, så det kunne komme til at se nogenlunde ordentligt ud.

[Matthew Wyatt Van der Archibal]

Han trippede utålmodigt da han hørte Edwards stemme, som sagde at der lige gik to sekunder inden han ville åbne døren. Det var typisk, og garanteret fordi der rodet hvis han kendte sin bror ret, hvilket han gjorde. Han plejede jo ellers at åbne med det samme, i hvert fald hvis han vidste at det var Matthew. Han så sig nervøst omkring med en let flakken i de grønne øjne. Han håbede inderligt at der ikke kom nogen af hans forfølgere, for det sidste han havde brug for, var at skulle løbe sin vej, for at slippe for nogen af skolens irriterende bøffer, som ikke ville lade ham være. Det ville jo også betyde at han ikke kunne nå at snakke med Edward inden det skete, og det ville han være ked af, for han havde brug for at snakke med en, som han ikke behøvede at være usikker sammen med, og det var kun Edward som opfyldte det behov så vidt han havde opdaget, for Nate var ikke ligefrem den optimale storebror som han kunne sidde og snakke med, og London værdigede ham aldrig et blik medmindre det var absolut nødvændigt, eller hvis hun blev tvunget. Fantastiske søskende at have måtte han indrømme!

Han ånede lettet op da døren endelig blev åbnet, og smilede bredt da han så den person som lignede hans eget spejlbillede på en prik, helt ned til mindste detalje. Det var på mange måder et velkendt ansigt, men da han vidste at det tilhørte hans bror, gav det ham en form for tryghed han ikke fik andre steder ”Hej Ed” sagde han muntert og havde glemt hvor mærkeligt det var at høre sin egen stemme komme ud af en andens mund. En mund som lignede hans. I det hele taget havde han glemt for skønt det var at være tvilling, så havde man virkelig en ven for livet, selvom de da havde skæntes engang imellem, men det jgorde alle søskende jo. Det var bare lidt mærkeligt at stå og råbe af nogen som lignede en selv på en prik ”Det gør ikke noget, det genere ikke mig, som du ved” sagde han med et skævt smil

[Edward Van der Archibald]

Edward lukkede døren helt op, så Matthew kunne komme ind. Han havde måbet lidt, da han havde set Matthew, fordi han næsten havde glemt hvor meget de egentlig lignede hinanden. De havde jo trods alt ikke set hinanden siden Matthew havde været nød til at rejse til Nattens Hus. ”Det kan godt være det ikke genere dig, men det genere mig, mest af alt fordi det er værre end da jeg kom tilbage fra time” indrømmede han med en smule trist mine og lukkede døren efter ham. Han vendte sig om for at kunne følge hans tvillingebrors mindste bevægelse. Han gik hurtigt hen og gjorde plads på hans seng, så Matthew havde et sted at sidde – end ikke gulvet var egnet til at sidde på, så mange ting der nu lagde. Edward smilte samme skæve og rolige smil som da han havde åbnet døren ”Endelig kommer jeg til at se dig. Er du godt klar over hvor meget og hvor lang tid jeg har ledt efter dig på skolen, siden jeg kom hertil? Hver gang jeg har forladt værelset har det kun været med hensigt at lede efter dig, men alligevel endte jeg med at møde diverse folk, nogen som troede at jeg var dig og så andre der ikke vidste hvem du var, når jeg spurgte efter dig” sagde han efterfulgt med et let grin