|
Post by ashley on Feb 21, 2010 21:03:01 GMT 1
Ashley var ude og gå en aftentur, og gik lige nu langs søen. Vejeret var stille i det. Klar himmel ingen skyer, og kun en lille blid brise, der vare dejlig forfriskende. Hun smilede stille for sig slev. Hun var klædt i en lang hvid kjole af silke. Det lignede dog ikke en natkjole, selvom stoffet var af silke. Hun havde sorte stiletter på, med 10 cm. høj hæl, så hun blev hele 174 cm høj. Lige i starten, hvor hun ikke voksede mere, havde det irriteret hende. Men nu smilede hun blot af det. Hun synes det var sødt at hun bare var sådan et lille nips. På nogle piger eller kvinder så det helt forkert ud, at de var nogle og 176 cm. høje, og på andre klædte det dem, men Ashley… hun var bare et lille sødt nips på 164 cm. Det irriterede hende heller ikke længer at gå ved siden at sin kusine Sandra, der var 170 cm høj, og 180 med høje stiletter, nej. Hun havde helt affundet sig med det, og smilede blot at tanken, når den strøg forbi Ashley stod helt nede ved søens blanke vand, og betragtede den smukke natur. Den bragte et blidt smil frem på hendes læber.
|
|
|
Post by Aiden Nick von Haansbæk on Feb 21, 2010 21:52:58 GMT 1
Dagene var gået alt for stærkt på det sidste, og alligevel føltes tiden meget langsomt når han var i studiet. Han var iført et par ganske almindelige cowboybukser, som blev holdt oppe af et læderbælte med en spænde, hvorpå der var en node, og på overkroppen havde han en hvid skjorte som var åben, da det var det han havde det bedst med. Han havde dog en tætsiddende tanktop under, da det var lidt for koldt ifølge ham til at være i bar mave. Hans skridt var rolige og en smule langsomme, mest fordi at han altid fandt aftenerne utrolig flotte og hyggelige her ved søen - uanset årstid. Hans tanker var et helt andet sted end hans krop, da han tænkte meget over den dag hvor Zoey var kommet hjem til ham, for at få bekræftet at han var hendes far, men samtidig huskede han også det komiske i at hun havde været en smule bange for at møde ham, da hun jo ikke var hundred procent sikker på at han var hendes far.
|
|
|
Post by ashley on Feb 21, 2010 22:13:56 GMT 1
Ashley havde en sort taske med sig, og den åbnede hun nu, for at fiske et lille tæppe op, som hun havde taget med sig. Hun bredte tæppet ud på det dugvåde græs. Hun stillede tasken fra sig, og satte sig elegant ned på tæppet. Hun sad med fødderne ude på græsset, og så smed hun armene om bag sig, så hun sad i en 145 graders stilling. Hun lukkede kort øjnene og rettede hovedet om mod himlen, nød den stille brise der føg igennem hendes brune, lange løsthængende hår, og der var et lille smil at spore på hendes læber. Så tog hun en dyb indånding, og fyldte sine luftrør med den friske luft, og åndede så stille ud igen. Ashley satte sig til at synge en af de sange hun elskede, - Bryan Rice med Breathing - og hun sang med sin smukke blide sangstemme: “It's cold and I'm frozen I'm here again on my own So I keep on fighting But the sea let's me sink like a stone
Even love has a dark side You pray and you hope it won't show And every time I'm in balance You keep pushing me out of control, oh
So pull me back into the light Where my shield's up high
'Cause I'm still breathing I'm still breathing I'm still breathing
I'm still breathing I'm still breathing I'm still breathing” Og så sang hun ikke mere end det, men smilede blot for sig selv. Hun stoppede ikke fordi hun ikke kunne teksten, for hun kunne skam hele teksten. Hun nynnede blot stille videre.
|
|
|
Post by Aiden Nick von Haansbæk on Feb 21, 2010 22:28:08 GMT 1
Aiden blev ved med at være helt væk i sine egne tanker og lagde næsten ikke mærke til hvor han egentlig gik. Hans tanker var alt for dybe, men han vidste dog at han befandt sig meget sæt på søen. Hans vejrtrækning var ganske rolig og afslappet, skønt hans skridt, som langsomt blev hurtigere. Han havde fået en idé til noget musik, men han havde jo ikke noget at skrive på lige nu - han ville skrive en sang om hvor vigtigt mødet med hans elskede datterr havde været for ham.
|
|
|
Post by ashley on Feb 21, 2010 22:36:57 GMT 1
Ashley satte op, så hun ikke sad i 145 graders stillingen mere. Hun satte sig op, så hun sad med ret ryg. *Hvorfor er det ikke mig, der har lavet den sang,* tænkte hun for sig selv, og smilede. Det var sådan en dejlig sang, som man til en hver tid kunne høre, og hvis man var i dårligt humør, så ville man hurtigt blive i godt humør. Sådan havde Ashley det i hvert fald med denne sang. Sådan havde hun det med mange sange, men lige denne… ja, det var hun bare helt og aldeles forelsket i. Hun sukkede et glad suk, over det dejlige vejr, og den dejlige sang.
|
|
|
Post by Aiden Nick von Haansbæk on Feb 21, 2010 22:47:12 GMT 1
Aiden stoppede kort op for at komme lidt ud af sine tanker og samtidig nyde naturen omkring ham - han var i den grad et naturmenneske, men som ikke viste det særlig tydeligt, da han ikke havde tiden normalt til at nyde den. Han fik øje på en kvinde ikke langt fra hvor han var stoppet op og gik derefter med rolige skridt mod hende "Godaften Frøken" sagde han høfligt - han havde nok ideen til sangen i hovedet senere, så han så nu ingen grund til at haste alligevel. Han smilte venligt idet han næsten var helt henne ved hende nu
|
|
|
Post by ashley on Feb 21, 2010 23:00:10 GMT 1
Ashley sad kiggede ud på det stille vand, som der dog var få og meget små bølger i vandet, på grund af brisen. Hun smilede endnu en gang, og kørte en hånd igennem det bløde, brune hår. Da Ashley hørte en stemme sige noget en smule væk, drejede hun hovedet og kiggede i retningen af stemmen. Hun smilede og rejste sig elegant op. Hun rakte armen frem, for at give hånden til manden der lige havde sagt godaften til hende. “Godaften,” smilede hun blidt, og klemte blidt mandens - hvis ikke man skulle kalde ham fyren, for han lignede aldeles ikke en mand, en fyr i 20’erne - hånd da han tog hendes i sin.
|
|
|
Post by Aiden Nick von Haansbæk on Feb 21, 2010 23:05:58 GMT 1
Aiden smilte venligt og gav hendes hånd ligeså et roligt, konroleret klem "Hvad laver De dog helt alene på denne tid af døgnet, Frøken" Spurgte han høfligt og med samme lette smil som før. han havde kun kort nået at have bekymring for hende, før han fik øje på hendes mærke i panden. Et sted indeni følte han sig pludelig meget mere afslappet. Hvis han var sammen med mennesker var han altid så bekymret for om han skulle komme til at gøre noget som gjorde ondt på dem, eller bare generelt gøre dem noget, selvom han jo aldrig havde haft trangen til menneskeblod, det smagte alt for metalisk til ham og så var det jo også forbudt.
|
|
|
Post by ashley on Feb 21, 2010 23:17:57 GMT 1
Ashley smilede. “Jeg nyder skam bare denne stille, dejlige aften, Hr.” sagde hun blidt og venligt. Der lå et lille afslappet smil på hendes læber. Hun smilede, og pegede på tæppet, som hun spurgte “Kunne De tænke Dem, at sidde ned?” Hun satte dig selv ned igen, efter hun havde spurgt fyren, om han ville sidde. Hun synes at have set denne fyr før, men hun var ikke sikker. Og alligevel var der noget der sagde hende, at han var musiker, og derfor kiggede hun på ham, og spurgte: “Kan det ikke godt passe, at De er musiker?” Hun havde et venligt glimt i øjet, og lige ledes et venligt smil på læberne.
|
|
|
Post by Aiden Nick von Haansbæk on Feb 21, 2010 23:22:52 GMT 1
Aiden kom med et varmt og hjerteligt grin efterfulgt af et mildt smil, før han nikkede "Jo det kan godt passe. De har ret, jeg er Aiden Nick von Haansbæk" Svarede han og viste med et venligt nik med hovedet at han gerne ville sidde ned, før han roligt gik hen og satte sig til rette på jorden. Han mente at have set hende et sted før, men han var elendig til at huske folk, kun få ting kunne han genkende ved dem. Han så varmt på hende
|
|
|
Post by ashley on Feb 21, 2010 23:30:48 GMT 1
Ashley smilede blidt og varmt til Aiden. “Jeg er Ashley Charminghood. Det kan være, at De har hørt om mig før, da jeg er sangerinde,” smilede Ashley, og pegede på sig selv. Hun kiggede kort ud på søens vand, inden hun igen vendte blikket mod Aiden. “Jeg synes jo nok, at jeg havde set Dem før, og nu giver det hele jo meget mere mening.” Hun smilede stort, og lo blidt.
|
|
|
Post by Aiden Nick von Haansbæk on Feb 21, 2010 23:37:11 GMT 1
Aiden smilte og kom med atter et hjerteligt grin "Jeg indrømmer at jeg er elendig til at huske folk selv andre der har noget med musik at gøre, jeg har sågar spurgt min manager om hvem han var, fordi jeg havde været på ferie Grinte han mildt og rettede lidt på sin trøje da den sad utrolig ubehagelig Men mig en fornøjelse at måde Dem Frøken Ashley
|
|
|
Post by ashley on Feb 21, 2010 23:44:47 GMT 1
Ashley grinede hjerteligt af Aiden’s ord. “Uh! Det lyder næsten farligt. Tænk hvis det en dag gik hen og var Deres kæreste De spurgte, hvis I havde været adskilt i nogle måneder,” smilede Ashley, og lo blidt om tanken om, at det rent faktisk ville gå hen og ske. Det kunne være en rigtig sjov episode at overvåge, og Ashley ville elske at være til stede. Hun smilede til Aiden, og svarede på hans sidste sætning. “I lige måde, Hr. Aiden,” sagde hun. Det lignede faktisk ikke Ashley at tale formelt, men lige så snart nogle talte formelt til hende, så slog hun selv over i det formelle sprog.
|
|
|
Post by Aiden Nick von Haansbæk on Feb 21, 2010 23:52:53 GMT 1
Aiden smilte over hendes ord og tænke på at det faktisk godt kunne ligne ham, men han havde så også tænkt at advare vedkommende før de fandt sammen, eftersom det var noget der kunne ske for ham "Ja, det har De ret i, men derfor advare jeg folk som noget af det første, fordi jeg netop er så elendig til at huske folk. Og det kan være farligt, det var noget af det min ekskone hadede ved mig, selvom jeg havde sagt det til hende sagde han med et let smil. Det at han havde været gift før var bestemt ikke noget han var stolt af, han hadede at have skiltet; 'frakilt' næsten indgraveret i hans pande. Den eneste gode ting han kunne finde ved det var at han havde fået en vidunderlig datter, som hans ekskone frarøvede ham kort efter fødslen, men nu havde han da kontakten igen med datteren, fordi moderen havde lukket kontakten til hende, fordi hun blev mærket.
|
|
|
Post by ashley on Feb 22, 2010 0:02:50 GMT 1
Ashley lo blidt over Aiden’s ord. “Ej!” udbrød hun, dog ikke med hævet stemme. “De glemte da vel ikke, hvem Deres kone var, da De var gift? Det måtte da have været pinligt,” sagde hun blidt, og lo en blid klokkende latter. Det måtte da på en måde også være irriterende, når man sådan glemte folks navne, og om man lige havde set dem før. “Men det er da i hvert fald godt, at De advarer folk fra starten.” Hun smilede stort. “Har De nogle børn, Hr. Aiden?” spurgte Ashley venligt, da han jo havde gift, så det kunne da være at han havde nogle børn.
|
|