May Flights of Angels Sing Thee to Thy Rest

[Matthew Wyatt Van der Archibal]

Dagen var sådan set startet rimeligt kedeligt, med de samme timer som altid, og de samme drillerier som altid, og nu var det så sidste time, hvilket også var den værste – gymnastik, som de havde sammen med et af 2. Årgangsholdene. Eller de havde de ikke sammen, men havde delt hallen op i to, og var på hver sin side. Det eneste gode ved timen var, at de spillede høvdingebold, i stedet for de normale gymnastik ting, men det var fordi læreren jo kun kunne være et sted på én gang. De plejede heller ikke at have gymnastik på samme tid, men i dag var 2. års holdets lærer blevet syg, og så måtte de finde en vikar time.
Det passede Matt fint at de spillede et spil i stedet for det normale, for han havde været lidt ved siden af sig selv hele dagen, så nu kunne han bare lade sig blive ramt med det samme, og ellers slappe af nede for enden af banen, uden nogen lagde mærke til det.

London var en af de 2. års elever som havde fået vikar time den dag, og nu var i samme lokale som 1. års eleverne, blandt andet hende lillebror Matthew. De havde ikke talt sammen hverken før timen begyndte eller mens den stod på. Det gjorde de som regel ikke, fordi der jo var andre mennesker til stede, og igen måtte se dem sammen. Hun elskede skam sin lillebror meget højt, men derfor var hun stadig opmærksom på sit rygte det meste af tiden. I modsætning til 1. års eleverne, som spillede bold, så var hendes eget hold i gang med nogle gymnastiske øvelser som altid, mens deres lærer, Aphrodite, var ude og hente nogen flere remedier. Det var ikke Londons tur lige nu, så hun stod og snakkede med én pige fra hendes klasse, om mange forskellige ting, men mest drenge, indtil hun stivnede over en rædsom lyd, dæmpet men fatal, og en dyb rund lugt. Det var lyden af et dæmpet host, og lugten af blod. Stemmen der frembragte hostet, kunne der ikke tages fejl af – Matthew.

Matthew fulgte bolden med øjnene mens den fløj rundt på banen, og ramte hans klassekammerater, som sluttede sig til ham nede bagerst. Han havde valgt at stille sig lidt bag dem, fordi han gerne ville være lidt i fred. Han synes han fik det værre og værre, og han mærkede også en slags kilden i lungerne, når han trak vejret. Han rømmede sig kort, og mærkede en fremmed smag i munden, og fra det sekund var han som i en anden verden, en verden hvor kun han selv eksisterede, og hvor de andre bare var som dæmpet baggrundsstøj. Han sad lidt, og kiggede bare ud i luften, men så blev den fremmede kilden i halsen endnu værre, og han nåede kun lige akkurat at løfte hånden op til munden, inden et dybt host, arbejdede sig op fra hans hals, og over hans læber. Han fjernede hånden lidt væk fra ansigtet, og så alle ynglinges største frygt, blod, inden et nyt hosteanfald begyndte, og fik blodet til at vælte op fra hans ødelagte lunger. På samme tid ramte smerten og rædslen ham, og pludselig var det som om, verden stod stille. Han faldt ned på knæ, mens han dækkede hans mund med sine hænder, som nu var sølet til i blod, men det lykkedes ham at se op ganske kort, hen i den anden ende af salen, med sine blodsprængte øjne, og ytre et enkelt ord ”London” hans ord var svage, og bønfaldende, men mere nåede han ikke at sige, før et nyt hosteanfald begyndte, og bidragede til den allerede moderat størrelse blodpøl på gulvet, og fra det sekund var han næsten ikke ved bevidsthed.

Tiden fra det første host, til blodet var kommet, var gået så utroligt hurtigt, at London knap havde nået at forstå hvad der skete, men da hende yngste lillebror kaldte på hende, med så meget frygt i stemmen, så genvandt hun evnen til at flytte sig. Før nogen andre nåede at reagere, eller flytte en muskel, så havde hun sat i løb, så hurtigt hun kunne, tværs igennem den store sal, for at hjælpe sin lillebror, som hun inderst inde godt vidste, hun skulle miste om ganske kort tid.
Uden tanke for blodet på gulvet, satte hun sig på knæ ved siden af ham, og trykkede ham ind til sig, mens hun uden at vide det, græd som besat ”Det skal nok gå Matt.. Jeg er her nu.. Jeg går ikke fra dig nogensinde” hviskede hun stille i hans øre, men hun prøvede at lyde stærk for hans skyld. Hun kunne slet ikke bære at skulle miste sin lillebror og sige farvel til ham for sidste gang. Hun var ligeglad med alle de andre der var der, og om at hun efterhånden havde blod alle steder, hun ville blive ved sin lillebror. Ingen andre sagde noget, mens en af 1 års eleverne var løbet ud for at hente Aphrodite, men det havde London ikke registreret det mindste. Hun løftede hovedet, om havde været begravet i Matthews hår, mens hun viskede trøstende ord til ham ”Lad ham være.. Lad min lillebror være!” råbte hun ud i lokalet mens hun så ud i natten gennem en af de mange vinduer. Ordene var henvendt til gudinden, i et sidste desperat håb om at hun ville stoppe, og lade Matthew leve, men hun vidste godt at slaget var tabt. Tårerne løb ustoppeligt ned af hendes kinder, og i det samme kom Aphrodite og en sygeplejer, løbende ind i lokalet med en båre mellem sig, som de skulle have ham løftet op på, men London nægtede at slippe ham, så det endte med at de fik lagt Matthew på båren, med London siddende ved siden af, for hun havde lovet ikke at forlade ham, så det ville hun aldrig gøre. Han havde brug for hende. Sygeplejeren rakte London et lille glas med en mælkehvid væske i, som hun fik ham til at drikke, så smerterne ville gå væk, og døden ville blive fredfyldt.

Matthew havde ikke registreret meget andet end smerten fra det store hosteanfald kom, men der var dog en ting der trængte igennem, og det var hans søsters ord, og arme omkring ham. Hendes løfter om ikke at gå fra ham, og om at passe på ham til det sidste. Han hørte hende græde, men vidste at hun prøvede at være stærk for hans skyld, men realiteten havde ramt ham, han skulle dø. Han ville aldrig se sin familie igen, Edward, hans elskede tvillingebror, Nate, hans beskyttende storebror. Kun London ville kunne være der til enden, og det var han lykkelig for. Han havde hans søster ved sig, og hun ville blive det sidste han nogensinde så. Han registrerede vagt at blive lagt op på en båre, og få noget at drikke, og så forsvandt smerten, så han nu kun var opmærksom på London. Hans blodsprænge øjne kiggede op på hende, uden at sige noget.

London knugede Matthews hånd i sin, og selv om hans ansigt var dækket af blod, og hans øjne var røde, så var han for hende noget af det smukkeste hun nogensinde havde set. Hendes modige lillebror, hvis lige verden aldrig ville opleve. Han var perfekt, det bedste nogen kunne ønske sig, og nu ville han forsvinde uden nogen chance for at vise andre hvad han kunne, men London ville for evigt huske ham, og fortælle andre hvor vidunderlig han havde været. Han var hendes lillebror, hende perfekte og kærlige lillebror, som altid ville alle det bedste. Han var 100 gange mere værd end hun nogensinde ville blive.
Båren kom ind i sygestuen, hvor London løftede Matthew lidt op, så hun sad med ham i sine arme, mens hun stadig var ude af stand til at lade være med at græde, hun vidste at det snart var slut, at han snart ville forsvinde for altid ”Jeg elsker dig Matthew” hviskede hun stille, mens hun aede hans kind, og strøg hans hår blidt

Bevidstheden begyndte efterhånden at forsvinde fra Matthew, og han vidste det var døden som nærmede sig, men Londons ord skar stadig igennem ”Jeg elsker også dig London.. Sig til Edward jeg vil savne ham, og sig tak til Nate for at han altid har passet på mig. Fortæl dem begge at jeg elsker dem.. Sig til Victoria at jeg synes hun er fantastisk, og sig til Safran, at han aldrig må slippe Isabella. De hører sammen.” hviskede han stille, og frembragte et lille smil. Hans blik blev sløret, og nu stod han på en mark, en sommerdag, uden det gjorde ondt i hans øjne, og nogen meter fra ham stod en underskøn kvinde, med et ansigt så blidt og kærligt, at det gjorde helt ondt. Hun rakte hånden frem mod ham og smilede. Nyx kaldte ham hjem. Tilbage i sygestuen smilede han stadig ”Jeg tager hjem nu.. Jeg elsker dig London” og med et sidste blik i hendes øjne, lukkede de i, og hans hånd blev slap i hendes, mens han forlod jorden, for at slutte sig til Nyx.

Efter London havde lovet at sige det hele videre, mærkede hun hans hånd blive slappere, og så på hans fredfyldte ansigt, inden gråden igen tog fuldstændigt over, og hun knugede sin nu livløse lillebror ind til dig. De to søskende sad dækket i blod, den ene knust over et pludseligt tab, den anden sammen med Nyx nu, på en smuk mark.

//Out - R.I.P