Empty life

[Edward Van der Archibald]

Alt havde været så tomt – tomt og helt igennem ødelagt. Edward havde mistet sin bedre halvdel, ja det var faktisk ved at være lang tid siden, men han ville nok aldrig komme sig over det – aldrig føle sig hel igen. Han havde ikke lavet andet det sidste lange stykke tid end at studere sine ting på sit værelse med låst dør og den eneste der måtte komme ind var ham han delte værelse med – Nicolai Tuco. Det var først i dag han havde haft brug for at komme ud og strække benene i stedet for at sidde i sin seng med næsen begravet i sine bøger, for at glemme alt om hvad der nu engang var sket for lang tid siden – hvor længe skulle denne smerte dog blive ved? Ville han nogensinde komme over sin tvillings død?
Edward havde langsomt sat benene udenfor sengen, hans hår var filtret og hans øjne så trætte ud. Alt ved hans opførsel havde været så fjern og tomt, der var ingen følelser tilbage at finde i hans umådelig trætte øjne, intet syn at smil og glæde siden det skete – og så var han der ikke engang, da det skete. Tanken om, at han nu skulle leve uden sin bedre halvdel var ulidelig og ingen kunne forstå ham. Han følte det som om at hans sjæl var blevet revet og flået fra hinanden og nu kun efterlod den smertende del tilbage i hans krop – en del der intet var noget værd. Han havde holdt sig afskåret fra alt, selv hans andre søskende – mon de stadig troede at han eksisterede? Det havde jo lykkedes ham at være usynlig for alle andre, eller også lod de bare som ingenting. Rektor havde godt været udenfor døren, men han havde ikke svaret, også selvom der måske var nogen at Nicolais venner som havde været forbi sammen med ham – han var ligeglad. Alt var så ligegyldigt – Matthew levede ikke mere og det hele var Nyx’ skyld, hvorfor havde hun ikke reddet ham, kun hun havde magten til at hjælpe, og alligevel havde hun svigtet en af sine egne. En tåre løb ned af Edwards kinder mens han langsomt bevægede sig igennem skolens lange gange og ned mod opholdsstuen, hvor han stoppede op foran døren, tog en hånd igennem sit hår og åbnede så døren for at gå derind. Dem han havde mødt på vejen derned havde set med store øjne efter ham – det var trods alt også længe siden han havde været uden for sit rum, så han bebrejdede ingen i at kigge underligt. Hans tøj sad meget sløset og med tunge skridt gik han ind og satte sig så bare tungt i en stol og sukkede – hvad var egentlig ideen med at sætte sig der, når han kunne sidde helt afskåret på sit værelse? Han begyndte stille at sidde og prikke fraværende til stolen

[London Jade Van der Archibald]

Efterhånden var weekenden det eneste der var at se frem til, for der var det nemmere at glemme. Bare at begrave sine følelser i bunden af en flaske, så man ikke selv behøvede at håndtere dem mere. Det var så befriende ikke at behøve tænkes så meget, og hvis man endelig gjorde, så gjorde tanken om Matthew ikke så ondt. Når man havde drukket var det som om han stadig levede. For London var det som om hun aldrig havde set sin elskede lillebror dø lige foran hendes egne øjne. Det var som om hans ansigt aldrig havde været dækket af blod, og den rædsomme hoste aldrig var kommet op af hans hals. Det hele var gået så hurtigt dengang, men når hun tænkte på det mens hun havde drukket, så kunne hun se det hele langsomt, men heldigvis også mere fjernt.
Når hun var ædru var det hele sværere. Så kom smerten med det samme og hamrede mod hendes tanker så hårdt at det truede med at nedbryde hendes psyke fuldstændigt. Hun kunne se hans blik for dig, høre hans stemme da han kaldte på hende, og sagde at han elskede hende mens han var ved at dø. Hun havde ikke rigtig forstået det dengang. Forstået at han var væk for evigt. At slippe ham efter han var død, havde været det sværeste hun nogensinde havde gjort i hele sit liv, og det havde hjemsøgt hende siden. Hun vågnede tit skrigende op, mens en knusende følelse arbejde sig vej igennem hende, og derfor havde hun ikke fået særlig meget søvn, for bagefter var det umuligt at sove. Hun vidste godt at det tærede på Zoey, men hun kunne ikke tvinge drømmene væk selv om hun hellere end gerne ville. Hun var efterhånden et nervevrag der bare ventede på næste gang Matthews ansigt ville tvinge hende ud af søvnen.
Heldigvis var det weekend nu, og derfor var hun på vej ned i opholdstuen for at hente noget vin, så hun kunne bedøve sig selv indtil mandag. Tanken om at få noget fredeligt søvn var vidunderlig, og gav hende en smule fred, selvom hun stadig så Matthew for sig hvert eneste sekund. Man kunne tydeligt se på hende at hun bar nerverne ude på tøjet. Selvom hun som altid havde flot tøj på, stylet hår og dæmpet make-up, så så hun træt og nervøs ud. Hun havde mørke rander under øjnene og det var som om håret havde mistet noget glans. Det var derfor hun havde sat det op i en hestehale. Da hun kom ind på opholdsstuen søgte hendes blik med det samme mod en velkendt skikkelse. Hun ønskede så brændende at se to udgaver af den dreng hun så foran sig. Det var underligt at se dem uden hinanden, og hun vidste at Edward måtte have det rædsomt. Intet mindre. Helt automatisk søgte hun hen mod ham, nærmest som om hendes ben bar hende uden hun selv havde noget at sige. Hun satte sig i en stol ved siden af ham, og uden et ord lænede hun sig mod ham, og lagde armene omkring ham.

[Edward Van der Archibald]

Edwards krop stivnede da han mærkede Londons arme, selvom han egentlig ikke havde ænset hende meget – det havde været for almindeligt før Matthews død at der egentlig ikke var meget kontakt mellem Edward og de større søskende, det var kun Matthew han havde et voldsomt tæt bånd til – et bånd som nu var knækket over og nu havde revet hans sjæl i tusinde stykker. Hans tomhed kunne aldrig heles og han havde ikke lyst til at lave et liv så tomt som det nu føltes – intet betød noget mere for ham, end ikke skolen, han studerede bare for at have noget at give sig til, for at kunne tænke på andet end den tomhed der var. Han blev bare ved med at sidde stille og forstod ikke rigtig at London havde lagt armene omkring ham – han kunne ikke mindes at hun havde gjort det før overhovedet, men nu havde han også en dårlig hukommelse ”Ehm London?” begyndte han stille og meget hæs – han havde ikke brugt sin stemme siden beskeden om Matthews død, så den var utrolig lav og meget hæs, men det var også anstrengende at bruge stemmen lige pludselig igen så han holdt derefter mund og hans krop forblev bare ganske stiv.

[London Jade Van der Archibald]

I første omgang svarede hun ham end ikke, hun tog sig i stedet et øjeblik hvor hun bare priste sig lykkelig for at have ham hos sig. Hun ville slet ikke kunne holde ud at miste begge sine små brødre. Aldrig nogensinde. Edward blev nød til at blive ved hende, andet ville hun ikke kunne klare. Gennem ham havde hun jo også på en måde dem begge to, for de lignede så meget hinanden, selvom Matthew nok havde været mere genert end Edward. Meget mere genert faktisk. Hun tyssede blidt på ham, mens hun stadig havde armene omkring ham ”Jeg elsker dig Edward. Det vil jeg have du ved. Jeg elsker dig så utroligt højt, og det er jeg ked af, at jeg ikke har sagt noget mere” hviskede hun stille og aede ham på ryggen. Hun vidste han var ulykkelig, og det brød hun sig naturligvis ikke om, men der var intet at gøre. Edward havde mistet sin tvilling, det der var det tætteste man kom på en del af sig selv, så han havde ret og brug for at være ulykkelig i lang tid. Hvis hun selv mistede Nate – bare tanken fik hendes mave til at trække sig sammen.

[Edward Van der Archibald]

Edward forsøgte at komme fri ”London, vil du ikke nok slippe” bad han stille og vred sig på en blid måde for at det ikke virkede hårdt – han brød sig bare ikke om at hun havde armene omkring ham, og det var underligt eftersom det var hvad han altid havde ønsket at hun ville gøre – acceptere ham, holde om ham og fortælle at hun elskede ham som lillebror, men nu var det bare underligt at hun endelig gjorde det. Han vidste jo godt et sted, selvom hun aldrig rigtig ville have erkendt det at hun elskede ham, de var trods alt søskende og der var altid noget under overfladen, som altid ville være der fordi de var i familie.
Edward var ikke sikker på at han nogensinde ville komme sig over Matthews død, fordi han for altid ville blive mindet om ham inden såret havde helet, når han så sig selv i et spejl og på den måde følte han ikke at såret ville hele nogensinde. Han havde set sig sur på alt det vampyr-halløj og ville ikke ønske at skulle leve evigt uden sin elskede tvillingebror – det havde været perfekt at leve evigt, hvis Matthew stadig var her, men nu virkede evigheden alt for lang og ubehagelig. Han vidste at han var blevet holdt godt øje med, selvom han kun var på sit værelse, fordi rektor frygtede at han kunne finde på at tage sit eget liv ved at stikke af fra skolen og på den måde dø på samme måde som Matthew, og han indrømmede at når det var værst, var det også det han havde allermest lyst til og havde forsøgt at finde en udvej, men havde endnu ikke fundet den.