Vandring i regnen

[Bess]

Mørket havde for længst lagt sig over hele New York som en tung mørk dyne. en kraftig vind susede igennem hele byen, og rev i de høje træer udenfor den kæmpe messige by, hvor de høje huse ikke var der til at give en smule læ for vinden. En let støvregn faldt, og havde på de få timer det havde stået på, gjort alt ting meget vådt. Undtagen lyden der blæste igennem træerne, var alt ting stille. En enlig skikkelse kom gående gennem regnen. Ud fra den smalle skikkelse, kunne man se at det var en kvinde, og måske også fordi hun bar en kjole. Det var dog ikke en af de der lette kjoler, der var moderne for tiden, istedet lignede hun en der var trådt ud af en historiebog fra omkring 1800-tallet. Hendes kjole var sort lang og stor og omkring livet havde hun et mørkerødt silkekorset. Hun havde ikke nogen jakke på, selvom det ikke ligefrem var lunt udenfor. Dog frøs hun ikke specielt meget, selvom hendes kjole var gennemblødt, ligesom hendes lange sorte hår der var flettet i en lang fletning. Hendes hår var trukket tilbage, så man kunne se det måneformede mærke i panden, som hun ikke havde gjort noget for at skjule. Hendes navn var Bess Shadowmoor.

[Zaraion Bethon Tylmin]

Skønt vejret var imod, så var det ikke en forhindring, især ikke for en som havde regntøj på sig og som normalt løb hver dag lange ture, Zaraion havde i hverti fald ingen problemer og løb gerne i regnvejret da han følte det var nemmere for ham at komme igennem uden at skulle gispe for meget efter vejret da luften var så ren. Uden om sig havde han en sort regnjakke, en som var for lang for ham men det syntes han mere om, den gik ham næsten til knæende hvor at hætten sad godt om ansigtet op ham. Han løb til, turen var snart slut for ham, dog følte han at regnen irreterede ham i ansigtet så han stoppede gispende op hvor han så tørrede sine øjne let for regnvand, han stod på en sti hvor han ikke normalt ville se mennesker gå af i sådan et vejr.

[Bess]

Bess kunne måske have valgt at tage en lang skødefrakke på, så det så en smule mere naturligt ud, at hun gik rundt i regnen, uden at vise de store tegn på at fryse. Men nu var hun jo heller ikke et tåbeligt menneske.. Langt fra. Hun holdt meget af at gå lange ture, eftersom det gav hende tid til at tænke, og tid til at være alene. Hun var ret sikker på at det eneste hun ville være istand til at møde herude på denne tid, ville være en anden vampyr. Ikke fordi hun snakkede meget med andre vampyrer. Kun i forbindelse med sit job som Nyx' ypperstepræstinde. Ellers havde hun altid vret lidt af en enspænder. Hun gik på en smal sti, de færreste brugte, eftersom indgangen til den godt kunne være svær at få øje på, specielt under omståndigheder som disse.

[Zaraion Bethon Tylmin]

Zaraion så hen af stigen hvor han fik et smil *ingen idag* tænkte han da han fra sin vinkel ikke kunne se nogen og løb så derfor ind af stien, det var nu en hyggelig stig, træer der stod oppe med deres kroner højt, han så et hjørne hvor han skulle forbi og besluttede sig for at løbe hurtigere da han ikke ville regne med at der kunne have kommet nogen af den lille sti, og især ikke i regnvejret, hans skridt var hurtige men han var selv ved at space ud og bare tænkte på vejen og løbningen frem for andet, og derfor ikke lyttede efter om der kunne komme nogen fra den anden ende af, den ende hvor han ikke havde kunnet se, han skyndte sig så over til hjørnet og drejede skarpt i det uden at så meget se op da der kom et hårdt vindpust mod ham hvor han blot løb videre men kunne pludseligt mærke at noget var galt, han kom ikke rigtig videre.