Eftermiddagens sol

[Jeylie Dranakos Mikatulis]

Ikke var Jeylie til at røste liv i, end ikke da hun kom op og sidde. Hendes krop var slap og hun havde mest af alt bare lyst til at falde tilbage i søvnens favn. Blikket var ellers nogen lunde træt og normalt, men hendes ansigt var lettere bleg og hendes læber mistede langsomt glansen.
"Det er... måske en smule koldt..."
Stammede hun lavt og lukkede kort øjnene.

[Dalax Martez]

Dalax rejste sig med en smule besvær og tvang hende op og stå ”Det er for koldt til at du skal blive ved med at være ude i det” sagde han roligt og tilføjede derefter ”Om du vil eller ej, så skal du med hjem til mig og have varmen igen” Han tog hendes ene arm omkring hans hals og sin arm omkring livet på hende, så han kunne støtte hende, hvis hun skulle miste balancen.

[Jeylie Dranakos Mikatulis]

Jeylie bemærkede hans greb for at få hende op og stå og hun fulgte ham med en tydeligere bevidsthed omkring situationen end før.
"Ok"
Svarede hun stille og rev sig ikke løs på nogen måde. Hans profil var mere end blot voldsomt tiltrækkende og virkede alt for naturligt for hende til at hun kunne finde det ubehageligt.

[Dalax Martez]

Dalax holdt et fest greb om hende, så hun ikke mistede balancen, mens han fik hende fragtet hjem til sin villa som lagde udenfor byen. Da han kom hjem til villaen fik ham hende med besvær indenfor – fordi døren var besværlig at låse op og åbne med en hånd. Han fik hende løftet ind i stuen og lagde hende på sofaen

[Jeylie Dranakos Mikatulis]

Jeylie fulgte Dalax hele vejen uden den mindste brok og ikke føltes det som særlig længe før hun mærkede en stor ændring i tempereturen. Varmen omslugte hende uden på alt tøjet og hun begyndte stille at ryste blot for at få varmen igen. Kun for en ganske kort tid lå hun på sofaen inden hun fandt kræfterne til at sætte sig op og forsøge på at få overtøjet af.

[Dalax Martez]

Dalax stod i døren og betragtede hende ”Er du tørstig?” spurgte han roligt og så bekymret på hende og derefter langsomt nærmede sig hende. Han var bekymret for om den for voldsomme kulde mon havde gjort noget ved hende, gjort hende syg eller noget lignende, så på vej hen mod hende fandt han et tæppe som han rakte hende, så hun kunne få ordentlig varme i sin krop og sine muskler generelt, igen.

[Jeylie Dranakos Mikatulis]

Det lykkedes Jeylie at få overtøjet af og det ville kun gøre hende godt med at få varmen igen hurtigt.
"Ja, har du noget varmt?"
Spurgte hun og kiggede op på ham med et spørgende blik. Det ville ikke være unaturligt for ham ikke at have noget i hjemmet, som han end ikke ville få brug for. Hun rakte ud efter tæppet og gav ham et lille betryggende smil, som tegn på at hun var nogenlunde Ok.

[Dalax Martez]

Han nikkede og smilte ”ja, jeg har ganske almindelige ting i huset, bare sig hvad du vil have af varme ting – kaffe, varm kakao eller the?” sagde han med en let stemme og stod lige foran hende. Han kørte en hånd igennem hans hår, før han fjernede sin kappe. Under den havde han et par ganske almindelige jeans og en hvid t-shirt på.

[Jeylie Dranakos Mikatulis]

"Gerne the."
Svarede hun let og smilte venligt med det selvsamme trætte blik. Hun puttede sig ind i tæppet og undrede sig lidt over hvordan hun bare havde kunnet sidde udenfor og ignorere kulden til det nåede dette punkt. Hun lærte da noget nyt ved hans udtale. Han var nok vampyr, men det var så ikke på den helt så gamle manér. Hun betragtede ham med et indgående og venligt blik. Han var så umåddelig flink ved hende og hun var hjælpeløst tryg ved ham.

[Dalax Martez]

Han smilte varmt til hende og nikkede ”jeg går ud og sætter noget vand over til the” sagde ham med sin lette stemme og vendte om og gik ud mod køkkenet. Han kom kort efter tilbage og satte sig i stolen, mens han sad og betragtede hende lidt ”Jeg er ikke vampyr på de gamle manér, jeg lever som et normalt menneske, og er stadig levende. De eneste vampyrer der ikke er det er røde vampyrer, de er lidt mere som vampyrer fra de æld gamle myter” forklarede han let

[Jeylie Dranakos Mikatulis]

Jeylie sad krummet sammen i sofaen og trak tæppet om sig for at finde varmen. Hun fumlede kort efter med håret for at løsne knolden hun havde sat. De lyse bølgende lokker faldt ganske blidt ned over hendes skuldre og hun maserede let sin hovedbund i behag. Hun stå roligt på ham da han valgte at forklare hende omkring hans situation og det undrede hende at han kunne forudsige mange af de ting som egentlig slog hendes tankegang.
"Du fortæller mig meget omkring dig selv og din levestil uden at vente på at jeg spørger dig om det?"
Konstaterede hun mildt og så på ham med de blide grønne øjne.

[Dalax Martez]

Dalax lo et kort og mildt grin, hvorefter han så på hende "Nogen som ikke lægger mærke til nyhederne og mærke til vores livestil, forbinder os tit med gamle myter. Jeg er jo nød til at sikre mig, at du ikke tror at jeg er den slags vampyr fra de gamle myter der lokker menneskene til sig, for derefter at drikke næsten alt deres blod" sagde han med sin lette og milde stemme. Han gik ud i køkkenet for at hente det kogende vand og et theblad, som han derefter gav hende og satte sig tilbage i stolen igen "Men hvis man lægger mærke til det, er min slags vampyrer stort set over alt i jeres verden - langt de fleste af os er noget storslået i jeres verden, fordi vi har haft tiden til at nå så langt" Han vidste at hvis man tænkte over det, var de i nyhederne næsten hver eneste gang, hvis ikke hver gang, man lagde måske bare ikke mærke til det.

[Jeylie Dranakos Mikatulis]

Jeylie nikkede sigende, til hans udtagelse og skævede kort ned mod koppen, inden hun rakte ud efter den og thebladet.
"Det er så rigtig nok. Jeg vidste virkelig ikke at i eksisterede og det undre mig at jeg er så rolig... over sådan en tilståelse."
Hendes blik flakkede hurtigt fra hans ansigt og ned i koppen da hun dyppede thebladet der i. Hun nippede stille til vandet og smagte det til, mens hun med en ledig hånd strøg nogle lange pandelokker bag øret ganske let. Hendes grønne øjne skinnede kort fra dampen i vandet, og hun kneb hastigt læberne sammen, idet hun kom i berøring med det varme vand, og lagde hånden over munden med tydelig antegn, til at det havde været for varmt for hende. Hendes øjne endte tydeligt blanke og på nippet til tåre, selvom hun blot sad med et prøvende smil.

[Dalax Martez]

Dalax kunne ikke lade være med at grine lidt, da han mente det var tydeligt at hun opdagede at vandet var for varmt. ”Man kan reagere forskelligt på sandheden, men det under mig virkelig at du ikke vidste vi eksisterede. Vi er jo næsten overalt i den kendte verden hos jer? Mange af os er skuespillere, musikere, politikere og meget andet og vi er konstant i fjernsynet” forklarede han med et let smil mens han betragtede hende ”Vandet var jo nød til at være kogende” tilføjede han med et let og drilsk grin

[Jeylie Dranakos Mikatulis]

Selvom Jeylie smilede sagte var følelsen over hendes læber virkelig intens og sitrende. Hun så blot op på ham igen med en tåre hængende ude i den ene øjenkrog da hun rejste sig og vendte sig for at søge efter køkkenets håndvask hvor hun tændte for den kolde hane. Hun dubbede forsigtigt sine læber og mærkede kølighedens helbredende efekt. Hun banede indvendigt for sig selv over den svien der sad tilbage i ganske mild grad. Hun tørte hurtigt tåren bort da hun mærkede den glide ned langs kæben.